23948sdkhjf

Klimatilpasningsprojekt hårdt for møbelbutik

Casanova Møbler i Ringsted er kommet i klemme, idet et omfattende klimatilpasningsprojekt netop nu foregår udenfor butikkens udstillingsvinduer.
Ejer af Casanova Møbler i Ringsted, Bjarne Jensen, har i flere omgange kontaktet borgmester Henrik Hvidesten (V) for at komme i dialog med kommunen om en løsning, som kan mindske den store landskendte boligbutiks tab i den del af klimatilpasningsprojektet, som kommer til at foregå lige uden for møbelbutikkens udstillingsvinduer i Nørregade, skriver Sjællandske Nyheder.

- Enhver kan sige sig selv, at blokerer man for al kørende trafik til en stor møbelbutik, er det en kæmpe trussel mod dens eksistensgrundlag. Det virker ekstremt nonchalant af kommunen at spærre fuldstændig af for bymidtens nok største forretning i månedsvis. Vi har investeret millioner i vores placering i Ringsted og er afhængige af den løbende drift. Det ved man udmærket hos kommunen, men antageligt prioriterer kommunen sit budget på bekostning af vores. Jeg er også frustreret over, at vi får beskeden med så kort varsel. Jeg mener, at den totale afspærring på onsdag kommer hurtigere, end vi var blevet informeret om, siger Bjarne Jensen til Sjællandske Nyheder.

Borgmester Henrik Hvidesten (V) lægger ikke skjul på, at han er helt bevidst om, at anlægsarbejdet i Nørregade giver gener for de erhvervsdrivende.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Desværre er det jo helt nødvendigt for at få opgraderet kloaksystemet, og jeg ved, at der har været dialog med de erhvervsdrivende i gaden for at sikre færrest mulige gener undervejs i det nødvendige arbejde, siger han til DAGBLADET.

Mistet en halv million
Bjarne Jensen mener, der burde have været tænkt i, at etaperne blev opdelt i mindre bider, så det kun ville være i en meget kort periode, at Casanova Møbler ville blive spærret helt inde.

- Vi er jo allerede hårdt mærket af den lange periode, hvor Nørregade har været spærret for gennemkørende trafik. I vores tilfælde har vi mistet en halv million kroner i omsætning om måneden, siden klimasikringsprojektet blev sat i gang. Derfor er vi ikke polstret til at håndtere en længere periode med endnu større tab, siger en frustreret Bjarne Jensen til SN.dk og fortsætter:

- Blot fordi trafikken stopper til forretningen, stopper vores forpligtelser ikke. Vi skal stadig aflønne 10 ansatte på gulvet, stadig investere i nyheder og leverandørpakker, stadig betale for tomme parkeringspladser, stadig betale husleje for syv store lejemål, stadig forrente vores investeringer, og stadig kunne levere varer til de kunder, der har lagt deres penge i Ringsted.

Borgmesteren forstår som nævnt butiksejerens frustration, men han understreger, at kommunen ikke har mulighed for at hjælpe de erhvervsdrivende økonomisk, mens arbejdet står på.

- Casanova har henvendt sig til mig for at søge økonomisk kompensation i forbindelse med anlægsarbejdet. Ringsted Kommune har ikke mulighed for at imødekomme den anmodning, da der ikke er hjemmel i vejloven til at støtte erhvervslivet økonomisk ved gener forårsaget af anlægsarbejder, påpeger Henrik Hvidesten, ifølge SN.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079